Fantastisk energi strømmer fra scenen, når David Miilmann Group indtager Efterfestival. Med deres grænsebrydende og genrefrie univers inviterer de publikum ind i en musikalsk rejse, hvor følelser, improvisation og stærke kompositioner smelter sammen.
Under ledelse af den fremragende guitarist David Miilmann bruger de fem musikere deres instrumenter som stemmer i et intenst og livsbekræftende samspil. Her er både plads til det eksplosive og det eftertænksomme – et møde mellem kraft og skrøbelighed, mellem glæde og melankoli.
DMG har udgivet to anmelderroste album: Waiting for Myself og What’s Left, og har allerede markeret sig med bl.a. to DMA Blues-nomineringer, finaleplads i Jazzkonkurrencen og jævnlig airplay på DR P8 Jazz.
Se frem til en koncert med David Miilmann Group, hvor alt handler om nærvær og musikalsk spontanitet. De vil spille Efterfestival op med deres kompositioner, der blander blues og jazz i et lydunivers, der både er raffineret og råt, struktureret og frit.